Kay C / Kay Christensen

Permanent repræsenteret hos Heede & Moestrup / Always represented at Gallery Heede & Moestrup - www.HeedeMoestrup.dk

fra

WEILBACH, dansk kunstnerleksikon - kid.dk

Genealogi

Christensen, Kay Wilhelm Louis Christian von Barnekow Dollerup, 1899-1981, maler og grafiker. *24.7.1899 i Hell., †11.11.1981 på Katrinebæk ved Lundby, begr. i Kbh. (Ass.). Forældre: Politifuldmægtig, senere vicepolitidir. Valdemar Christen Dollerup C. og Camilla Louise Henriette von Barnekow. ~1° 12.7.1922 i Ohlstadt, Bayern, med maleren Karen Margrethe Schrader, *5.11.1898 i Kbh., †11.8.1986 i Gent., datter af gross. Philip August S. og Ella-Henriette Lier. Ægteskabet opl. ~2° 20.9.1935 i Kbh. med Lise Benzon, *23.3.1905 smst., datter af forf., apoteker, fabrikant Otto B. og Ellen Lucinde Bramsen. Ægteskabet opl. Samliv fra 1939 og ~3° 19.5.1951 med pianisten Anna Katharina Tvermoes, *22.11.1901 i Kbh., †23.1.1989 på Fr.berg, datter af fabrikant, dir. Holger Emil T. og Astrid Hansen.


Uddannelse

Hovedsagelig autodidakt; kort tid elev af Marie Sandholt og Astrid Holm; elev på Kunstakad. Kbh., grafisk sk. 1929-31.

Rejser og udlandsophold

Tyskland og Østrig 1913-14; Sydbayern, bl.a. München 1921- 22; derfra til Frankrig indtil 1923; Frankrig 1927, 1937, 1938, 1939-41; Budapest og Wien 1934, 1935.

Stipendier og udmærkelser

Villiam H. Michaelsen 1935.

Udstillinger

Kleis, Kbh. 1911; KE 1919-20, 1923-29; Kunstnerforen. af 18. Nov., 1926; Grønningen 1931-34; Decembristerne 1932-37, 1939, 1941-45, 1953-54, 1958, 1963, 1965-66, 1968-69, 1972-73, 1975, 1978-79, 1982 (mindeudst.); Den fynske Forårsudst. 1933, 1935, 1939, 1944, 1950, 1982 (mindeudst.); Da. Nat. Exhib., Brooklyn Mus. 1927; Det da. kunststævne, Forum 1929; Da. kunstudst., Oslo 1931; Rundskueudst., Charl.borg 1936; Nord. kunstudst., Göteborg 1939; Da. kunst, Fyns Forum 1940; Tegneudst., Stat. Mus. for Kunst 1940-41; Charl. Eft. 1943; Kunstakad. jub.udst. 1954; Discoveries, Americans, Europeans, Serigraphs Gal., N.Y. 1955; Børn og unge i da. kunst, Hjørring Kunstmus. m.fl. 1985-86. Separatudstillinger: 1930 (s.m. Karen Schrader); Kunstforen., Kbh. 1944; Kunstforen., Esbjerg 1944; Aalborg Mus. 1949, 1953, 1976; Fyns Kunstmus. 1952; Kunstforen., Oslo 1961; Charl.borg 1974; Skive Mus. 1974; Vejle Kunstmus. 1977; Århus Kunstforen. 1979; Esbjerg Kunstmus. 1979.
 

Værker

Den brune tepotte (1920); Ulla i haven (1928, Stat. Mus. for Kunst); Balkonen (1936, Randers Kunstmus.); Portræt (1936, Esbjerg Kunstmus.); Den evige finhed (1944-45, smst.); Interiør, Meudon (1938, Vejen Kunstmus.); Miriam (1936-39); Miriam og de blå stjerner (1939-41); Regnvejret (1940, Storstrøms Kunstmus.); Forår (1940, Vejle Kunstmus.); Moder og barn (1943, Sønderjyll. Kunstmus.); De to søstre (1947, smst.); Charlotte Corday og hendes små søskende (1948, Vestsjæll. Kunstmus.); Fra historien om en moder (1948-51); Komposition med kvindehoved og ornamentalt udførte blomster (1949, Stat. Mus. for Kunst); rektor Henrik Bang (1952-53, Metropolitansk., Kbh.). Grafik og tegninger: En saml. tegninger udg. i bogform: K.C. Tegninger, 1934 (forord af Otto Gelsted); litografier (1933, s.m. Sikker Hansen og Arne Ungermann); 3 litografier (1936); repr. med grafik i Kobberstiksaml. Illustrationer: Til eget digt: Anna Perenna, Klingen, 1942; H.C. Andersen: Årets historie, 1942; Paul Géraldy: Du og jeg, 1943 (fransk udg. n.å.); K.C.: Eventyret om evigglæde og de fire vinde, 1948.

Biografi

Kay Christensen var for en stor del selvlært, men bl.a. Niels Larsen Stevns, Ernst Zeuthen og Torben Arvig Jensen har haft betydning for ham, foruden de svenske malere Ebba Grubb og Thor Fagerlin. C.s ballast var fabuleringsevne og talent for at indkredse og konkretisere handlingen i et motiv. Mange ophold i Frankrig gjorde ham fortrolig med fransk kunst, og han forblev ikke upåvirket af kubismen og fauvismen, der glimtvis ses i hans billeder. Koloristisk arbejdede han sig bort fra valørmaleriet og hen mod en enkelt farves dominans, f.eks. rød eller blå/blågrøn, afbalanceret med hvidt. C. eksperimenterede sig frem til en teknik, hvor et tæt væv af små strøg indkredser hovedmotivet på en kraftig bundfarve. C.s motivkreds omfatter landskaber og bymiljøer, indendørs- og udendørs billeder med kvinden og barnet som hovedfigurer samt portrætter. Ansigterne ses tit i profil, og personerne befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed. I lighed med Chagall lod C. i nogle billeder figurerne danse eller svæve i rummet, bl.a. eventyrskikkelsen Miriam, en gennemgående figur, der for C. blev et symbol på skønheden og lykken i livet. Et karakteristisk træk i C.s billeder er nuancerede blomsterornamenter, hvis stiliserede, eksotiske blomster og blade synes at gro op i motivet. Efter 1930 domineres arbejderne af kvinden, hvis længsler og drømme smelter sammen med omgivelsernes symbolik i en skønhedssøgende og drømmeagtig form, f.eks. i Forår og Balkonen. C. digtede selv, og interessen for poesi udvikledes ved mødet med Reinar Maria Rilkes lyrik under et ophold i München; flere billeder er forsynet med vers, malet på selve billedfladen. C. blev kendt som illustrator, og produktionen af tegninger og grafik, herunder et stort antal bogillustrationer, løber parallelt med maleriet. Inden for dansk kunst forblev C. en ener, hvis billedsprog kendetegnes af æstetisk sensualisme, sart finfølelse, frisindet dristighed og ekspressiv kraft.

Litteratur

B.T. 11.3.1930 (interv., Houmark); 13.3.1930; Soc. Dem. 19.3.1930; Dag. Nyh. 7.2.1934 (Sig. Schultz); Nat.tid. 13.6.1938 (samme); 5.1.1942; 22.3.1944 (J. Zibrandtsen); 23.11.1944 (samme); K.C.: 14 Billeder malt i Alderen fra det 7. til det 13. Aar, 1939; Berl. Tid. 10.1.1942; 19.3. 1944; 22.11.1944; S. Danneskjold-Samsøe i: Tilskueren, 1935 I, 62; Andreas Friis i: Samleren, 1943, 173-76; Pol. 9.3.1944; 13.11. 1981 (nekr.); Nat.tid. 23.11.1944; Else Kai Sass: K.C., Vor Tids Kunst, 46, 1953; Oscar Thue i: Kunst og kultur, 1961, 183.

www.HeedeMoestrup.dk

Luk vindue/Close window